Hvor mange udlændinge må spille i den østrigske Bundesliga?

”Hvordan kan Red Bull Salzburg dog blive ved med at fiske talenter fra halvdelen af kloden - er der slet ingen regler for, hvor mange udlændinge de må bruge?”

Spørgsmålet popper op igen og igen på stadion, i fan-fora og til fodbold­baren, når endnu en brasiliansk boldkunstner, dansk boksspiller eller malisk midtbanemotor løber på banen i den østrigske Bundesliga. Mange tror, at ligaen - ligesom i nogle andre lande - har en hård udlændinge­kvote. Sandheden er både enklere og mere overraskende: Der findes ingen øvre grænse for antallet af udenlandske spillere i Østrigs bedste række.

Men fodboldverdenen er sjældent sort-hvid. Bag fraværet af en formel kvote gemmer der sig et net af EU-regler, økonomiske bonusordninger og licenskrav, som alligevel påvirker klubbernes transferstrategier og start­opstillinger. I denne artikel kigger vi nærmere på:

• Hvorfor Bundesligaen i princippet giver grønt lys til et helt foreign eleven.
• Hvordan den berømte (og berygtede) Österreicher-Topf og andre incitamenter får klubberne til at satse på hjemlige talenter.
• Hvad det betyder i praksis, når EU-pas, tredjelands­arbejdstilladelser og UEFA’s homegrown-krav skal gå op i en højere enhed.

Spænd støvlerne, og dyk med os ned i reglerne, myterne - og konsekvenserne - af Østrigs liberale tilgang til udlændinge i landets mest prestigefyldte fodboldliga.

Det korte svar: Ingen øvre grænse for udlændinge i Bundesligaen

Der findes ingen udlændingekvote i den østrigske Bundesliga. En klub kan i princippet stille med 11 spillere uden østrigsk pas på banen, fordi ligaens eget reglement ikke opstiller et loft for antallet af udenlandske spillere hverken i matchday-truppen eller den samlede trup. Det betyder, at spørgsmålet om “hvor mange” i praksis afgøres af sportlige, økonomiske og administrative hensyn - ikke af et eksplicit forbud.

For spillere fra EU- og EØS-lande er situationen endnu mere klar. Efter Bosman-dommen og EU’s grundlæggende princip om arbejdskraftens frie bevægelighed er det ulovligt at begrænse EU-borgere på baggrund af nationalitet. Østrigske klubber kan dermed frit registrere og benytte eksempelvis tyskere, hollændere eller kroater på samme vilkår som østrigske spillere, så længe de opfylder almindelige sportslige krav (kontrakt, lægetjek, transferfrister osv.).

De reelle begrænsninger rammer i stedet tredjelandsborgere - altså spillere fra lande uden for EU/EØS samt Schweiz. Her spiller flere tekniske krav ind:

• Gyldig opholds- og arbejdstilladelse i Østrig (typisk “Rot-Weiß-Rot - Karte - Spezialfälle” for professionelle sportsudøvere).
• Overholdelse af Bundesligaens licensregler om maksimal trupstørrelse og korrekt spillerregistrering i internationale transfervinduer.
• Deltagelse i den nationale socialforsikring samt opfyldelse af mindstelønskrav, som kan gøre marginale truppespillere dyrere end tilsvarende EU-profiler.

Disse krav begrænser antallet af ikke-EU-profiler indirekte, men de udgør ikke en formel kvote - klubben kan i teorien registrere så mange tredjelandsspillere, den kan få arbejdstilladelse og økonomi til.

Konklusionen er derfor enkel: Østrigske Bundesliga-klubber har frit hænder til at sammensætte deres hold, også hvis det betyder 11 udlændinge på grønsværen. Den østrigske identitet sikres i stedet gennem økonomiske incitamenter som Österreicher-Topf og diverse ungdomsbonuser - ikke gennem et regelsæt, der begrænser adgang for spillere med udenlandsk pas.

Indirekte styring: Österreicher-Topf og ungdomsincitamenter

Österreicher-Topf blev indført allerede i 2004/05-sæsonen som et økonomisk morot til at få flere lokale spillere på banen. Kernen er enkel: jo flere minutter en spiller, der kunne repræsentere det østrigske A-landshold, får i Bundesligaen, desto større er klubbens andel af en centralt finansieret bonuspulje. Ordningen gælder uanset spillerens pas, så længe han opfylder FIFA-kravet om at kunne vælge det østrigske landshold (typisk via statsborgerskab eller ubegrænset opholdsret fra barndommen).

Hvert år fastsætter Bundesligaen størrelsen på puljen - i de seneste sæsoner omkring 10-12 mio. euro - og justerer detaljer som vægtning og udbetalingsstruktur. Puljen fordeles efter et pointsystem, hvor minutspoint for “østrigske” spillere summeres over hele sæsonen. Derudover tæller minutter fra egne Akademie-spillere ekstra, ligesom pokal- og kvalifikationskampe til tider indgår. De præcise kriterier kan variere, men har typisk set sådan ud:

• 1 minut for en landsholdsberettiget spiller = 1 point.
• Ekstra 50 % pointbonus for spillere, der har været registreret i klubbens akademi i mindst tre år mellem 15-21 år.
• Pointene summeres, og puljen fordeles proportionalt efter klubbernes totale point.

Parallelt med Österreicher-Topf findes en separat ungdomsincitamentsordning, som de seneste år har givet ekstra belønning for U22-minutter. Ordningen ændres næsten hver sommer, men fællesnævneren er, at unge spillere - uanset nationalitet - udløser et højere beløb pr. minut end mere erfarne. Dermed får klubber som Sturm, Austria og LASK et konkret økonomisk argument for at satse på talenterne frem for en ældre, dyr import.

Det vigtige er, at ingen af disse mekanismer sætter en tvungen øvre grænse for udlændinge. En klub kan stadig stille med 11 udlændinge, men vil så gå glip af (dele af) den økonomiske bonus. I praksis ser vi derfor en balanceret trupstrategi: en kerne af østrigske, ofte unge profiler suppleres af udenlandske nøglespillere. Samtidig minder ligaen hvert år klubberne om, at reglerne kan ændres - så trupsammensætningen skal tænkes langsigtet, ikke kun til næste transfervindue.

Praksis og konsekvenser: trupsammensætning, EU/ikke-EU og internationale krav

På det praktiske plan forsøger Bundesliga-klubberne at optimere tre ting på én gang: den sportslige kvalitet, de økonomiske bonusser fra Österreicher-Topf og de administrative krav, der følger med især tredje­lands­spillere. Resultatet er som oftest en kerne af spillere, der er registrerbare for det østrigske landshold - gerne unge talenter, som udløser ekstra støtte - flankeret af erfarne eller specialist­prægede udlændinge. Eftersom EU-borgere juridisk skal behandles som østrigere, er den reelle flaskehals hverken kvoter eller matchday-begrænsninger, men snarere de budgetterede lønrammer, det begrænsede antal spillerlicenser og de nødvendige opholds- og arbejdstilladelser for tredjelands­borgere. Mange klubber ender derfor med at have to-tre ikke-EU-profiler, som de virkelig tror kan gøre en forskel, mens resten af den udenlandske kontingent typisk kommer fra EU/EØS-lande eller Schweiz.

Når klubberne kvalificerer sig til Europa, kommer yderligere lag af regler oveni: UEFA’s homegrown-regel tvinger deltagere til at registrere mindst otte “lokalt udviklede” spillere (heraf fire klubtrænede), og det kan presse især de importerings­ivrige trupper til at satse endnu mere på egne akademi­spillere. På hjemmefronten er der fortsat ingen matchday-kvoter i Bundesligaen, men samme frihed gælder ikke nødvendigvis ned ad pyramiden, hvor de regionale forbund kan indføre både alders- og nationalitets­begrænsninger for at beskytte talent­udviklingen og det lokale spillermarked.

• Österreicher-Topf: Bonus udbetales pr. spilleminut til pas-berettigede østrigere, uanset fødested. Ordningen værdisætter derudover U22-minutter ekstra.
• Arbejds- og opholdstilladelse: Tredjelands­borgere skal optjene point via det østrigske “Rot-Weiß-Rot-Kort” eller indplaceres som højt lønnet nøglemedarbejder for at få hurtig adgang til ligaen.
• UEFA’s liste A & B: Maksimalt 17 spillere uden lokal status på Liste A; Klubtrænede U21-talenter kan gratis registreres på Liste B.
• Nedre rækker: 2. Liga har i skrivende stund et loft på fem ikke-EU-spillere per match sheet, mens flere Regionalligaer opererer med både U-regler og nationale kvoter.