Ilija Petković var igennem mere end fire årtier en markant skikkelse i sydslavisk og senere serbisk fodbold, først som elegant men samtidig eksplosiv højrefløj i 1960’erne og 1970’erne, siden som vellidt – men til tider også omdiskuteret – træner og landstræner, der i 2006 førte det sidste fælles landshold for Serbien og Montenegro til verdensmesterskabet. Karrieren udspillede sig på to kontinenter, spændte fra hjemlige triumfer i Beograd til en schweizisk mesterskabstitel i Genève, og kulminerede med deltagelser ved både EM og VM, først som spiller og senere som chef på sidelinjen.
Information om Ilija Petković
- Navn: Ilija Petković
- Nuværende Klub: FC Marchfeld Donaufeld
- Trøje Nummer: 12
- Position: Forsvarer
- Fødselsdato: 06/03-2001
- Alder: 24 år
- Nationalitet: Serbia
Ilija Petković Statistikker
Statistik for Ilija Petković i denne sæson, på tværs af alle turneringer:
Statistikken kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Ilija Petković Biografi
Ilija Petković var igennem mere end fire årtier en markant skikkelse i sydslavisk og senere serbisk fodbold, først som elegant men samtidig eksplosiv højrefløj i 1960’erne og 1970’erne, siden som vellidt – men til tider også omdiskuteret – træner og landstræner, der i 2006 førte det sidste fælles landshold for Serbien og Montenegro til verdensmesterskabet. Karrieren udspillede sig på to kontinenter, spændte fra hjemlige triumfer i Beograd til en schweizisk mesterskabstitel i Genève, og kulminerede med deltagelser ved både EM og VM, først som spiller og senere som chef på sidelinjen.
Opvækst, uddannelse og de første skridt i fodbolden
Petković blev født 22. september 1945 i den dalmatinske by Knin. Allerede i ungdomsårene meldte en grundlæggende tvivl sig: skulle han satse ubetinget på fodbolden, eller skulle han forfølge akademiske ambitioner?
Efter de første seniorkampe for den lokale klub Dinara Knin pakkede den 19-årige sit udstyr og drog mod hovedstaden Beograd. Han valgte – uden helt at opgive bøgerne – fodboldvejen, og mens han trænede hårdt på banen, gennemførte han en videregående uddannelse på Beograds Økonomiske Højskole. Denne dobbelte satsning på sport og studier blev et vartegn for ham: en analytisk tilgang til spillet kombineret med praktisk flair.
Klubkarrieren i tre akter
OFK Beograd – “Tajfun sa Karaburme”
I 1964 underskrev Petković sin første professionelle kontrakt med OFK Beograd, populært kaldet “romantičarerne”. Dengang var klubben allerede overskygget af byens giganter Røde Stjerne og Partizan, men det afholdt ikke den unge kantspiller fra at blomstre. Med sin enorme acceleration fik han tilnavnet “tajfun sa Karaburme” – tyfonen fra Karaburma, efter det gamle stadion. I sæsonen 1965/66 kronede han og holdkammeraterne den gode periode med en 6-2-finalesejr over Dinamo Zagreb i pokalturneringen, hvilket stadig fremhæves som et af klubbens historiske højdepunkter. I første periode (1964-1973) nåede han 417 officielle kampe og nettede 68 gange.
Ventetid og udlandseventyr i Troyes
Datidens jugoslaviske idrætspolitik forbød udlandsophold før spillerens 28-års-fødselsdag. Så først i 1973 kunne Petković forlade hjemlandet, hvilket førte ham til franske Troyes. Her tilbragte han tre sæsoner i Ligue 1 og Ligue 2, en periode der gav ham international erfaring, men også et par skader og hårde dueller, som han selv senere mindedes med et skævt smil.
Tilbage til det blå-hvide: OFK igen
I 1976 vendte han tilbage til OFK Beograd, allerede som en erfaren 31-årig. Selvom klubben i anden halvdel af 1970’erne og starten af 1980’erne kæmpede mod nedrykning – og faktisk røg en tur i 2. liga 1980/81 – var den aldrende flankespiller stadig en drivkraft. Han sagde endegyldigt farvel til banen i 1983, nær 38 år gammel, netop som OFK igen led nedrykning.
Landskampe og store slutrunder
Petković debuterede på Jugoslaviens A-landshold 24. april 1968 på Stadion Crvena zvezda i Beograd. Modstanderen var Frankrig i en afgørende kvartfinalereturopgør i EM-kvalifikationen, og det tog blot tre minutter før debutanten scorede sit første mål; efter 33 minutter scorede han igen. Jugoslavien sejrede 5-1 for øjnene af næsten 48.000 tilskuere og kvalificerede sig til den firedobbelte slutrunde, der dengang stadig hed Nations Cup.
Ved selve slutrunden i Italien i juni 1968 spillede han samtlige kampe, herunder den legendariske 1-0-semifinalesejr over England i Firenze, hvor Dragan Džajić afgjorde dysten. I finalen mødte jugoslaverne værtsnationen. Efter 1-1 måtte reglerne – som dengang ikke bød på straffesparkskonkurrence – udløse en omkamp. Petković pådrog sig en skade i det første opgør og missede omkampen tre dage senere, hvor Italien vandt 2-0.
Seneste store internationale højdepunkt som spiller kom ved VM i Vesttyskland 1974. Her deltog Petković i den famøse 9-0-sejr over Zaire, hvor han satte kampens ottende mål ind. Hans 43. og sidste landskamp faldt 30. juni 1974 mod Polen, igen i Frankfurt, hvor han i det 81. minut takkede af til fordel for Vladimir Petrović.
Fra grønsvær til trænerbænk
Første skridt som sportsdirektør og ungdomsudvikler
Efter støvlerne var lagt på hylden, indledte Petković sin nye løbebane som sportsdirektør – og senere cheftræner – i OFK Beograd fra 1990 til 1993. Ind imellem havde han i 1987 indtaget en nøglerolle i trænerstaben for Jugoslaviens U-20-landshold, der sensationelt vandt VM-guld i Chile; en turnering hvor senere stjerner som Robert Prosinečki og Zvonimir Boban brød igennem.
Mesterskab i Schweiz og rejser i Asien
I 1993 tog han udlandsudfordringen op som cheftræner i schweiziske Servette FC. Under hans ledelse brød Genève-klubben Grasshoppers’ dominans og sikrede det schweiziske mesterskab 1993/94 med blot ét points margin, et resultat der stadig fremkalder respekt i Leman-byen.
Efter at have fungeret som assistent for Slobodan Santrač frem mod VM 1998 valgte Petković i stedet for slutrunde-deltagelse et ophold i japanske Avispa Fukuoka. De solide resultater i J-League skaffede ham efterfølgende kontrakter i Kina, hvor han trænede Shanghai Shenhua og Chengdu (omtalt som “Čendau” i samtidige serbiske medier), klubber hvis fans endnu husker den serbiske træners karisma.
I 1999/2000-sæsonen stod han ved roret i græske Aris Saloniki; her nåede mandskabet semifinalen i den græske pokalturnering efter blandt andet at have slået Panathinaikos ud.
Landstræner i to omgange
Første periode 2000-2001
Sommeren 2000 overtog Petković det jugoslaviske – senere serbisk-montenegrinske – landshold efter Vujadin Boškov. Han fik en god start med en testsejr over Nordirland og en 2-0-triumf i VM-kvalifikationen ude mod Luxembourg. Men politiske tovtrækkerier i fodboldforbundet gav uro, og da den mangeårige foboldleder Miljan Miljanić trak sig i januar 2001, valgte også Petković at forlade posten.
Anden periode 2003-2006: Rekorder og kontrovers
I juli 2003 blev han hentet tilbage af forbundspræsident Dragan Stojković for at genrejse et hold, der netop havde lidt et historisk nederlag til Aserbajdsjan. Petković lagde snittet om med stram defensiv disciplin, et bevægeligt midtbaneled og effektiv kontrascoring. Resultatet var spektakulært: i 10 kvalifikationskampe til VM 2006 forblev Serbien og Montenegro ubesejret og lukkede kun ét mål ind – en præstation der vakte international beundring.
Slutrunden i Tyskland blev imidlertid alt andet end lykkelig. En intern storm brød ud, da Petković kort før afrejsen udtog sin søn, forsvarsspilleren Dušan Petković, som erstatning for skadede Mirko Vučinić. Kritikken i medier og fra visse klubledere, herunder Stojković, fik sønnen til at trække sig, og FIFA tillod ingen ny indkaldelse, så truppen stod reduceret til 22 spillere. På banen tabte holdet alle tre gruppekampe, herunder 0-6 mod Argentina, og efter slutrundens afslutning stoppede Petković som landstræner.
På trods af det bitre efterspil blev han året forinden, i 2005, kåret til Årets træner i Serbien.
Personligt liv
Ilija Petković boede det meste af sit voksne liv i Beograd. Han var gift med Biljana, og parret fik sønnen Dušan, der som nævnt fulgte faderens fodspor som professionel fodboldspiller og i kort tid også som landsholdsaspirant under sin far.
Død og minde
Petković blev i juni 2020 indlagt i Beograd med komplikationer fra et tolvfingertarmsår og blev samtidig smittet med COVID-19. Han afgik ved døden på hospitalet; nogle kilder anfører 27. juni, andre 27. juli 2020 som dødsdato. Han blev stedt til hvile i Alley of Distinguished Citizens på Beograds nye kirkegård – et felt reserveret for landets mest fremtrædende kultur- og idrætsprofiler.
Meritter og hædersbevisninger
Som spiller
- OFK Beograd: Vinder af den jugoslaviske pokal, 1965/66.
Som træner
- Servette FC: Schweizisk mester, 1993/94.
- Individuel hæder: Årets serbiske træner, 2005.
Eftermæle
Ilija Petković huskes i dag som en af de relativt få personligheder, der har oplevet et verdensmesterskab både på banen og på bænken – i begge tilfælde i Tyskland, henholdsvis 1974 og 2006. Hans navn forbindes med OFK Beograds gyldne æra, Jugoslaviens heroiske EM-løb i 1968 og et af de mest imponerende kvalifikationsforløb i moderne europæisk fodboldhistorie. Samtidig er han et eksempel på, hvor tæt sport, politik og personlig loyalitet kan flettes sammen på Balkan – på godt og ondt.