Kan science fiction, victoriansk steampunk og social satire spille smukt sammen på det store lærred? Svaret er et rungende ja i Yorgos Lanthimos’ nye film Poor Things – en billedskøn og grænseoverskridende rejse, hvor Emma Stone, Mark Ruffalo og Willem Dafoe fører os gennem et kalejdoskop af opfindsomhed, begær og frigørelse.
Filmen landede i de danske biografer den 7. december 2023, og den har allerede sat sig tungt på samtalen blandt både filmelskere, kulturkritikere – og, ja, selv os her på Østrigsk Fodbold. For selv om vi til daglig skriver om alt fra Bundesligaens topbrag til regionalligaernes bundgyser, så er ”Poor Things” en kamp, vi simpelthen ikke kunne holde os fra at dække.
Foran kameraet står et ensemble, der gnistrer af kemi: Stone som den genoplivede og nysgerrige Bella Baxter, Ruffalo som den selvfede charmejurist Duncan Wedderburn, og Dafoe som den excentriske dr. Godwin Baxter. Bag dem finder vi en lige så farverig række biroller og cameos – fra Ramy Youssef og Christopher Abbott til den tyske filmlegende Hanna Schygulla og den portugisiske fado-stjerne Carminho – der tilsammen skaber et multinationelt persongalleri, man sjældent ser mage til.
I de kommende afsnit zoomer vi ind på de vigtigste roller, dykker ned i filmens internationale kulør og præsenterer holdet bag kameraet. Kort sagt: Vi giver dig det komplette overblik over alle de mennesker, der får Poor Things til at leve – præcis som dr. Baxter vækkede Bella til live. Velkommen til en rejse gennem et filmunivers, der er lige så uforudsigeligt som en østrigsk pokalturnering på en regnfuld tirsdag aften.
Klar til kick-off? Lad os komme i gang!
Hovedrollerne i Poor Things: Emma Stone, Mark Ruffalo og Willem Dafoe
Emma Stone som Bella Baxter er filmens bankende hjerte. Hendes Bella vågner til live som en slags blank tavle – nysgerrig, frygtløs og uden de victorianske normer, der ellers kvæler kvinder omkring hende. Stone spiller med en fascinerende blanding af barnlig staccato-diksion og pludselige, modne erkendelser; hver gang Bella tager et nyt skridt ud i verden, mærker man både befrielsen og den klodsede usikkerhed. Bella er drivkraften bag al handling: det er hendes trang til at forstå, sanse og begære, der sætter fortællingen i gang og hele tiden skubber den fremad.
Mark Ruffalo som Duncan Wedderburn er filmens katalysator for kaos. Den selvforelskede advokat er Bellas døråbner til kontinenter fulde af dekadence, og Ruffalo giver ham et blødt ydre, der lynhurtigt forvandles til komisk selvdestruktion, når Bella vender de indgroede kønsroller på hovedet. Han er både forfører og læremester – men i takt med at Bella overhaler ham intellektuelt og seksuelt, bliver hans arrogance udstillet. Dynamikken mellem Stone og Ruffalo vibrerer af energi: hver scene mellem dem føles som et taktisk spil, hvor magtbalancen hele tiden skifter hænder.
Willem Dafoe som dr. Godwin Baxter indtager rollen som både skaber og faderfigur. Hans vansirede ansigt og skæve moral tilføjer fortællingen gotisk dybde, men Dafoe lader også varmen slippe igennem revnerne: vi mærker en ægte, næsten stolt kærlighed til Bella som sit livsværk. Hvor Wedderburn lokker hende ud i verden, fungerer Baxter som hjemmets gravitation – det videnskabelige laboratorium, hvor eksistentielle samtaler om frihed, krop og sjæl får lov at klinge. Når Bella konfronterer sin ’far’, bliver filmens store temaer – skaberværk, ejerskab og selvstændighed – krystalliseret.
Sammen danner de tre et dramatisk trekantsmønster: Bella søger erfaring, Wedderburn tilbyder eventyr, og Baxter kæmper for at holde fast i sit eksperiment. Rollen som puppe, sommerfugl og edderkop bytter konstant plads, og netop denne vekselvirkning driver historien frem mod Bellas egen frigørelse. Resultatet er et studie i magt, begær og dannelse, leveret af tre skuespillere, der alle spiller på hele tangentbordet – fra burlesk komik til rørende ømhed.
Birollerne der gør forskellen
Ramy Youssef som Max McCandles fungerer som filmens moralske kompas. Max er den unge lægestudent, der kender dr. Baxter indefra og i begyndelsen ser Bella som et videnskabeligt projekt snarere end et menneske. Youssef giver rollen en lun sårbarhed, der gør hans gradvise beundring – og gryende forelskelse – i Bella troværdig. Når Bella sætter kurs mod verden, er Max det nysgerrige publikumsspejl, der stiller de spørgsmål, vi selv sidder med.
Christopher Abbott i skikkelse af Alfie Blessington er filmens aristokratiske modpol. Hvor Duncan Wedderburn repræsenterer rendyrket hedonisme, bærer Alfie elitens stive overklassestoltheder. Abbott giver figuren et isnende, næsten victoriansk ydre, men lader små sprækker af usikkerhed skinne igennem. Det er netop i mødet mellem Alfies britiske etikette og Bellas grænseløse ekspressivitet, at filmen henter en stor del af sin satiriske brod.
Som Toinette tilfører Suzy Bemba et sprudlende, frankofilt energiskud. Den franske kammerpige møder Bella i Paris og præsenterer hende for en kræssen urbanitet, der står i skærende kontrast til Londons tåge. Bemba formår med få scener at understrege temaet om kvindelig solidaritet og hjælper Bella med at omsætte sin barnlige nysgerrighed til mere konkret handlekraft.
Jerrod Carmichael som søofficeren Harry Astley giver historien eftertryk af fysisk fare. Hans rå maritimkultur og bramfri humor skubber Bella ud, hvor frihedsidealerne sættes på prøve. Carmichaels komiske timing bryder de mere gotiske passager op, samtidig med at Harry er en advarsel om den patriarkalske vold, Bella kæmper imod.
Kathryn Hunter er Swiney, en ældre gadesælger, der agerer en slags modernistisk orakel. I Hunters monologer fornemmes en verdenserfaring, som hverken Bella, Max eller Duncan besidder. Swiney leverer filmens overraskende filosofiske stikpiller om krop, klasse og identitet, alt sammen destilleret i Hunters karakteristiske knitrede vokal.
Endelig leverer Margaret Qualley en frydefuld cameo som Felicity, en kosmopolitisk libertine, Bella møder i Lissabon. Qualley spiller rollen som en art fremtidsvision af, hvem Bella potentielt kan blive: lige dele karisma, sensualitet og intellektuel nysgerrighed. Mødet mellem de to kvinder understreger filmens centrale motiv om selvbestemt transformation.
Sammen skaber disse biroller et kalejdoskopisk persongalleri, der forankrer Bellas rejse i miljøer spækket med satire, poesi og social kommentar. Uden deres nuancerede portrætter ville Poor Things’ victorianske steampunk-univers risikere at kollapse under sin egen excentricitet; med dem bliver det i stedet et mangfoldigt, pulserende økosystem.
Cameos og internationale ansigter
Mens Poor Things allerede er pakket med store navne i hoved- og birollerne, løfter et farverigt galleri af mindre – men mindeværdige – optrædener filmens kosmopolitiske stemning. De følgende fire medvirkende får relativt få minutters spilletid, men de tilfører hver især en markant kulturel nuance, der understreger Bellas rejse gennem flere sprogområder og samfundslag.
Hanna Schygulla som Martha Von Kurtzroc
Den tyske filmpioner Hanna Schygulla, kendt fra Rainer Werner Fassbinders nybølgeklassikere, træder ind i Lanthimos’ univers som den stoiske aristokrat Martha Von Kurtzroc. Hendes karisma og årtiers arthouse-tyngde forankrer filmens ellers grænseløse fantasi i en europæisk filmhistorie, der minder publikum om, at Poor Things trækker på mere end blot victoriansk sci-fi. Når Schygulla deler skærmen med Emma Stone, opstår et generationsmøde, hvor Schygullas stille autoritet giver Bellas oprørskhed endnu større kontrast.
Tom Stourton som Steward
Den britiske komiker Tom Stourton – som mange kender fra BAFTA-vindende Stath Lets Flats – dukker op som steward ombord på det skib, der fører Bella og Duncan ud i verden. Hans tørre levering og minutiøse kropskomik forstærker filmens satiriske bid; et enkelt løftet øjenbryn bag en søsyg passager kan udløse latter og samtidig minde os om Victoriana-tidens stive klassesystem, som Bella konstant bryder med.
Carminho som fado-sangerinden
Så snart handlingen rammer Lissabon, fylder lyden af traditionel fado biografen – og stemmen tilhører ingen ringere end Portugals fado-dronning Carminho. Hendes cameo som værtshussangerinde er mere end kulisse; sangen kommenterer Bellas længsel efter frihed og kærlighed, mens Camerons kamera glider hen over brostensbelagte gader. Med sit portugisiske vers bidrager Carminho til, at filmens polyglotte lydspor (engelsk, fransk og portugisisk) føles organisk frem for påklistret.
Jerskin Fendrix som restaurantmusiker
I samme Lissabon-sekvens finder vi den britisk-kinesiske eksperimentalmusiker Jerskin Fendrix, der allerede har sat sit præg bag kameraet som filmens komponist. Hans på-skærm-optræden som violonist i en snusket restaurant fungerer som en meta-hilsen: Musikeren dirigerer bogstavelig talt stemningen både inde i og uden for fortællingen. Fendrix’ skæve lydunivers – en blanding af barokke toner og elektronisk kakofoni – spejler Bellas egen fragmenterede selvopfattelse.
Sammenlagt viser de fire cameos, hvordan Poor Things spænder fra Fassbinder-ikon til moderne fado og indie-electro. Det multinationale cast understøtter filmens tematiske rejse gennem klasseskel, landegrænser og sprogbarrierer – og understreger, at Bellas kamp for selvbestemmelse er universel, uanset om den synges på tysk, hviskes på engelsk eller bæres frem af en portugisisk klagesang.
Bag kameraet: Instruktør, producere og selskaber
Yorgos Lanthimos (Γιώργος Λάνθιμος) er manden bag kameraet – et navn, der efterhånden er blevet synonymt med skæv, provokerende og visuelt opfindsom arthouse-film. Den græske instruktør slog for alvor igennem internationalt med Dogtooth (2009) og cementerede sin status med prisbelønnede titler som The Lobster (2015), The Killing of a Sacred Deer (2017) og Oscar-succesen The Favourite (2018). Med Poor Things vender Lanthimos tilbage til et periodeunivers, hvor absurde greb møder både romantik og body-horror. Hans karakteristiske billedsprog – brede vidvinkler, symmetriske kompositioner og abrupt humor – er med til at gøre Bellas rejse lige dele dragende og foruroligende.
Instruktøren har allieret sig med et velkendt producerteam:
- Emma Stone – filmens frontfigur er for anden gang i træk også kreatør bag kulissen sammen med Lanthimos. Hun fungerer som bindeled mellem skuespil og produktion og har angiveligt været drivkraften bag filmens ufiltrerede kvindelige blik.
- Ed Guiney & Andrew Lowe – de irske stiftere af Element Pictures, der har produceret størstedelen af Lanthimos’ engelsksprogede film, sikrer finansiering, cast-netværk og logistisk know-how fra europæisk hold.
- Yorgos Lanthimos – ud over rollen som instruktør er han selv producer for at bevare den kunstneriske kontrol hele vejen gennem post-produktionen.
Sammen har kvartetten sammensat et konsortium af produktionsselskaber, der giver filmen både amerikansk mainstream-slagkraft og europæisk indie-kant:
- Searchlight Pictures – Distributionsmotoren og Oscar-kendingen fra Hollywood, der sikrer global rækkevidde.
- Film4 Productions – Channel 4’s britiske filmlab, kendt for at kaste sig ud i modige projekter (Slumdog Millionaire, 12 Years a Slave).
- TSG Entertainment – Finansiel partner med base i USA, som tidligere har støttet flere Fox-/Searchlight-titler.
- Element Pictures – Irsk flagskib for art-house-produktioner; har hånd i hanke med budget, optagelser i Ungarn/Portugal og post-produktion i London.
- Limp – Lanthimos’ eget selskab, oprettet til at bevare kreativ frihed og hurtige beslutningsgange.
- Fruit Tree – Emma Stone og Dave McCary’s nystartede banner, der profilerer skuespillerens ambitioner som producent på grænsesøgende fortællinger.
Samarbejdet mellem disse parter giver Poor Things en sjælden balance: massiv distributionskraft, sikker finansiering og samtidig rum til Lanthimos’ eksperimenterende visioner. Resultatet er en film, der både taler til mainstream-publikummet og bevarer den kantede energi, som kendetegner instruktørens personlige stil.
Fakta om Poor Things: udgivelse, sprog og spilletid
Premiere: Poor Things fik biografpremiere den 7. december 2023 og markerer dermed en af de sidste store amerikanske filmudgivelser i kalenderåret. Selvom fortællingen springer rundt mellem både London, Lissabon og Paris, er filmen officielt en amerikansk produktion – finansieret og lanceret af Searchlight Pictures i samarbejde med blandt andre Film4 og Element Pictures.
Sprogsporet: Yorgos Lanthimos lader sine figurer skifte gnidningsfrit mellem engelsk, fransk og portugisisk, hvilket giver Bella Baxters ekspedition en troværdig kosmopolitisk klangbund. De tre hovedsprog er ikke blot dekoration; de signalerer også filmens tema om fri bevægelighed og kulturel nysgerrighed.
Spilletid og genreblanding: Med sine 141 minutter giver Poor Things sig god tid til at folde Bellas rejse ud i et hybridunivers af sci-fi, romantik og komedie. Det gør filmen længere end de fleste traditionelle rom-coms, men den ekstra spilletid udnyttes til at dykke ned i både de absurde videnskabelige eksperimenter og de mere rørende, karakterdrevne øjeblikke, som Lanthimos er kendt for.
